og sov under en Busk. Dagen efter tænkte han at naae Folk, men forvildede sig alt mere i Holleia, og kom endelig til den tomme Sæter. Der gik han ind i Fæhuset, men følte Angst ved at være der om Natten og laae heller paa Tunet; han blev svagere og svagere, men kunde dog krybe til en Bæk og drikke der. Den fjerde Dag kom nogle Mænd, der søgte Heste, saa nær til Sætren, at han hørte dem tale om Gutten, som var blevet borte, men han har vel ligget som i en halv Dvale og været for svag til at give sig tilkjende“.
„Denne Underretning blev baaret om i Mængden fra Mund til Mund, Alle raabte nu paa Johannes, og alle stimlede til for at se ham. Lieutenanten steg da paa en Marksten, og løftede Gutten op for alt Folket. Da kunde Ingen holde Taarerne tilbage, men alle kaldte dette en god Dagsgjerning“.
Ole Ask endte sin Beretning med bevæget Stemme, og saae hen for sig i Arneilden. Efter et Øiebliks Taushed, sagde han igjen. „Ja, det var en god Dagsgjerning; men haard var Anstrængelsen for udmattede Folk. Karlsruden har ei haft Helbred siden den Dag, og heller ikke jeg har forvundet, at jeg var med i Mandgaren under Slettesætren“.
Denne Fortælling virkede saaledes paa os Alle, at der en Stund blev stille i vor Kreds. Som det pleier at ske ved saadanne Anledninger, blev der endnu
