Side:Reisebilleder og Digte.djvu/126

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
122


Et Øieblik efter kom vore Folk med Hestene til Sætren, og vi tog nu Plads i Stuen. Antonette havde ordnet Alt paa det Bedste; Bord og Bænke vare skurede, Gulvet blomsterstrøet, og der brændte en lystig Ild paa Gruen. Begge Piger sade ved deres Haandarbejde, og Antonette ytrede stor Lyst til at høre Beretningen om vor Skovfart. „Der tør vel være dygtig ulændt“, sagde hun, „og mere uryddigt end andensteds“. Jeg fortalte hende om de vanskelige Stier, som hun aldrig havde betraadt, og om Bjørnen, der skulde til Moltemyren. Den maa være slem, mente jeg, at have i Nærheden. „Kanske det er den Samme“, sagde hun, „der for en Maaned siden brød ind over Garen her og rev en Kvige ihjel nede paa Vangen; men her omkring er der ei saa meget at frygte af Bjørnen i Bærtiden“. Mærit saae op fra sit Arbeide og sagde: „Bjørnen har sin egen Art og sine egne Veie; Den, der passer rigtig paa, kan nok jete sig fri“. Ole Ask var af samme Mening, og desuden gjorde han den Bemærkning, at det var godt og vel, saalænge Bamsen holdt sig i dette Dalføre, hvor der var altfor besværligt og altfor stort Vilderede for Folk med Buskab. „Den, som vil frem der“, sagde han, „har nok med sig selv, og kan komme i Tull før han ved et Ord deraf“.

Denne Ytring gav Underholdningen en ny Vending, idet der nu blev Tale om Folk, der havde gaaet