saa store, at de tyktes hende at sprede sig ud over Norges Rige.
Ja her i den dybe Skumring mellem de forældede Graner, udslettedes af Sindet denne Tids Forestillinger, og isteden kom den fjerne Forgangenheds Billeder, et efter andet. Skovens enkelte Partier vakte ei længere min Opmærksomhed; thi den hele Vildmark var mig nu som en forladt Scene, der ei har Virkningen i sig selv, men i Efterklangen af svundne Optrin. Saaledes vandrede jeg frem i Lien, overladt til en Tankebevægelse, der var saa ganske udenfor det Nærværende, at det ei faldt mig ind, at jeg allerede længe havde været skilt fra mine Ledsagere. Da hørte jeg deres Raab langt borte, og besvarede det. Medens jeg oppebiede dem blev de gjensidige Raab af og til gjentagne. Mændene, der førte Hestene under Aasen paa den modsatte Side af Dalføret, gav sig nu paa samme Maade tilkjende; det gjenlød smukt fra Bjerghallerne, og nu var ogsaa den Tryllekreds brudt, hvori jeg nylig havde fundet mig indtagen. Da jeg atter var samlet med mine Reisefæller, fik jeg vide, at jeg havde fulgt det rette Spor, og at vi vare i Nærheden af Sætren. Lieutenanten gik nu med Veiviseren ned i Dalgrunden, for at undersøge Skovkanten ved Buvandet. Vi andre To besteg den sidste Ur i Lien, og stode snart paa Vangen, hvor Mærit netop med sine Lurtoner kaldte den hjemdragende Buskab i Hus.
