Side:Reisebilleder og Digte.djvu/124

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
120


Hakkespettens drønende Hug i Granestammen, og langt borte enkelte Lurstød. Saa blev Alt igjen stille; men Skoven havde nu for mig faaet et eget eventyrligt Liv. Selv det dæmpede Sus, der af og til gik gjennem de vældige Træer, lød mig nu anderledes end før, og under Kæmpegranernes Hvisken steg de ringerigske Skovmarkers gamle Saga frem for mine Tanker:

Urskovens Erindring gaaer langt tilbage; den ved, som de ældgamle Gubber, intet om den nyere Tid, og aldrig har den seet en gjevere Herre end Sigurd Hjort, Kongen paa Ringeriget. Han var større og stærkere end enhver anden Mand; skjønnest at se til var han og af Alle. Hans Fader var Helge hin Hvasse, men hans Moder Aslaug, Datter af Sigurd Orm i Øie, Ragnar Lodbroks Søn. Det var Kong Sigurds Lyst og stadige Færd at ride alene ud i Ødeskovene og veide store og farlige Dyr; men dette blev og hans Bane, thi engang kom imod ham Hake Berserk med tredive Mand; da gik der Gny gjennem Skoven. De strede. Sigurd Hjort faldt; men og tolv af Hakes Mænd; selv mistede han Haanden og fik tre andre Saar. Sigurd havde en storsindet Datter. For hendes Tanker stod Faderens Færd og Skovsynerne. Da fik hun de store Drømme, og mens hun bar Harald Haarfagre under sit Hjerte, drømte hun om Kvisten i hendes Haand, der slog Rødder og blev et vældigt Træ, nedentil rødt som Blod, men foroven med Grene