over Uren mangesteds voldte os, var dog Veien her mindst besværlig. Naar vi fra den steile Skrænt saae ned i Skovdybet blev denne Vildmarks alvorlige Storhed os mest paafaldende. De mægtige Tømmertræer ragede fra et natligt Mørke op her med solbeskinnede Toppe, deres Grene strakte sig vidt hen i tætte Hækker, og fra et saadant Stade var den værste Ødelæggelse skjult i Skovtykningens Dunkelheder.
Etsteds oppe i Lien, i en Snævring mellem Fjeldet og Granerne, standsede vi ved en egen Lyd, der kom fra det lavere Bakkestrøg. „Stille“, sagde Lieutenanten, „dernede gaaer Bjørnen“. Vi hørte den drage forbi lige under os, og det lod ei til, at den foer med Lempe. Den satte afsted over Sten og Stok, gjennem Bar og Busk, og det bragede og rustede, som om et pludseligt Vindstød gik gjennem Skoven. „Nu skal den nok frem i Dalen til Moltemyren“, sagde vor Veiviser, „der er godt Beite; ved denne Tid ere Bærene modne“. Vi tittede gjennem Granehækken for at faae Øie paa Skovkongen; men vi gjorde det udentvivl altfor varsomt, og maatte derfor lade os nøie med hvad vi hørte.
Da det igjen blev tyst og roligt mellem Granerne, forekom det mig som om jeg hvert Øieblik kunde vente, at Stilheden i den ældgamle Skov paany ved et eller andet selsomt Optrin maatte afbrydes. Jeg lyttede uvilkaarligt. Henne paa Bakkeheldet hørte jeg
