Side:Reisebilleder og Digte.djvu/121

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
117


og mellem Dvergerne af ældgammelt Vindfald, som det lavere Planteliv i frodig Mangfoldighed næsten ganske overdækkede. Fast, den hele Slovgrnnd var saaledes overgroet; Stenene i Uren, de enkelte vældige Klippeblokke paa det skovdækkede Bakkeheld, Afstyrtningerne mod Daldybet — Alt dette var, ligesom Træernes Levninger, optaget og stundom indtil Ukjendelighed omformet af den tætte Plantevæxt. Mossernes udbredte Slægt viste sig her i al sin Farverigdom, bleggrøn og brunlig paa det smuldrede Træ, smaragdfarvet paa mangen Jettesten i Skovtykningen. Allesteds fremtrængte sig Væxternes Overflod; Ranker og Slyngplanter krøb henad Grunden og viklede sig om Stammer og Rødder; i Kløfter og Bjergvraaer stode hele Smaalunde af Brægner, og mandshøie Klynger af blomstrende Stormhat; paa Skrænterne udbredte den skinnende Marikaabe de vifteformige Blade, derover stod Fjelddusken, Blaaklokken, Kvannen og saa mange andre af Klippegrundens kraftige Planter. Jordstrøget imellem Træerne var ilte mindre rigt, og, Lyngen, der ellers er almindelig i vore Skove, havde her i store Strækninger veget Plads for en Mangfoldighed af sine og saftige Urter, der smykkede de lavere Grunde med det friskeste Grønt.

Granernes Størrelse var overordentlig; men det syntes som om der blot fandtes faa ganske: friste Træer. Skovenes Fordærver, den graadige Bostrikus, havde