Side:Reisebilleder og Digte.djvu/120

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
116


sit høie Standpunkt og over det fugtige Land forneden.

Veiviseren sagde, at Luftningen om en Time eller to nok vilde komme igjen. Dette indtraf ogsaa til Glæde for os Alle, da vort Tog paany skulde sættes igang. Vi gik ned ad Klevene, og red derpaa et Stykke, indtil Myrbunden og andre Hindringer bragte os til at gjøre fuldkommen Afkald paa denne Befordringsmaade. Folkene tog da Hestene og søgte, efter den Anvisning, der blev dem givet, frem gjennem Dalføret. Vi, der vilde besøge Skovlien, fulgte derimod under Veiviserens Anførsel en Sti, der først gik myrlændt over Tuer og raadne Kavler, men siden op i Uren, og derfra over den vildeste Fjeldgrund gjennem Granetykningen.

Denne Skov saae ud som en Levning fra Hedenold, fra den Tid, da Landets Dyrkning kun hist og heri var begyndt. Selv Stien, ofte ukjendelig og stundom ganske afbrudt, lignede snarest et Mærke efter Vilddyrenes Vandring. Man maatte ved første Øiekast troe, at denne Strækning var omgaaaet eller glemt af Mennesker, og overladt til Naturmagternes ødelæggende og atter fornyende Virken. Den yderste Affældighed og Hensmuldren viste sig her sammen med et yppigt og kraftigt Liv. Granevæxten havde naaet sin mægtigste Udvikling; de yngre Stammer syntes allerede at staae overmodne mellem de ganske henvisnede