Irgange, og det var mig en betænkelig Sag at jeg snart skulde betræde dem.
Da vi kom tilbage til Hvilepladsen var Alting færdigt til vort Maaltid. Ogsaa her havde Folkene dannet os en Løvhytte, vistnok ei saa tæt og smuk, som den ved Skilbreien, men dog skyggende og behagelig. Ole Ask havde med Lune betegnet den gode Viljes Forhold til Midlerne her, ved at ophænge i Løvsalens Indgang en Blomsterkost efter Omstændighederne. Det var et fattigt Smykke af Lyng, Myrdun og Jakobsurt, der bad os tage tiltakke med Stedets Leilighed. Vi forstod Vinket, og nød atter et fornøieligt Maaltid i det Frie.
Hidtil havde en svag, men kjølende Vind strøget hen over Skillingshovde; nu standsede den ganske og Sommerheden blev snart trykkende. Over Fjeldlinierne laae en tør hvidlig Farvetone, og de nærmere Gjenstande tindrede med en næsten metallisk Glands. Græshoppernes skjerende Lyd hørtes uafbrudt, men ellers herskede den dybeste Stilhed over Storvidderne. Vore Folk strakte sig hen i Lyngen under de smaae Granehækker, og syntes allermindst at tænke paa noget Opbrud. Ude paa en Brink, hvor der maaske endnu fandtes lidt Luftbevægelse, stode vore Heste i en Klynge, med sænkede Hoveder og viftende Haler. Kun Grossererens musede Ganger havde vendt sig noget fra de Andre, og var ligesom hensunken i Betragtninger over
