Ynde. Hun passede godt til den lyse Morgen, der skinnede over Vidderne og Sætervolden. — Hvor rolig og klar var min Stemning i denne tidlige Stund! Som Luften over mig, hvorfra nu den sidste Sky var bortdragen, som Vandene forneden, hvori Skov og Himmel speilede sig, saa roligt og klart blev Sindet, og kvægende som Duften af de duggede Fjeldplanter, var mig her Antonettes Tale og Sagnets Enfold.
Solen havde allerede været oppe et Par Timer, inden mit Reisefølge kom i Bevægelse; men nu blev der efterhaanden nyt Liv paa Sætren. Vi fik Ild paa Gruen; vore Folk gik til deres Syssel, nedtog Teltet, stellede med Hestene og leirede sig derpaa med deres Frokost i Skyggen af Huset. De to Drenge fra Gravlimoen følte Morgenens friske Indtryk, og gjorde Hallingkast paa Volden. Antonette standsede af og til i sin Virken ude og inde, og glædedes synlig ved det muntre Liv, der omgav hende. Hun bredede nu Dug paa Stuebordet for „de Fremmede“, og gik os tilhaande ved vort Maaltid.
Mine tvende Reisefæller havde endnu en Skovstrækning at befare, og det var aftalt, at en god Del af Dagen skulde anvendes til denne Udflugt. Vi ventede en Veiviser, der havde faaet Bud om at møde os her, thi ingen af vore Folk var tilstrækkelig kjendt i den Vildmark, vi nu skulde besøge. Paa Skillings-
