bortdragende. Et Par hvide Kid slutte Følget; Fæhunden løber ved Siden og har meget at tage vare. I Skovkanten begynder Mærit at kaue, hun traller og jodler og hendes Stemme er ligesaa klar og sikker, som hendes Lurspil. I disse snart udholdende, snart afbrudte Recitativer taler hun forstaaeligt til Kreaturene og nu er hun ei indesluttet og ordknap. Ud paa Dagen, naar Skoven skjuler hende og Hjorden, høres af og til hendes klingende Røst, og Koen hjemme paa Sætervangen hæver da Hovedet og svarer hende.
Mit hele Reisefølge sov endnu; Antonette syslede i Melkeboden og jeg var alene paa Sætervolden, hvor det udstrakte Fjeldbillede fængslede mig paany. Alt viste sig nu klart og skarpt tegnet. Det nærmeste Skovbælte under Vangen laae med sin mørke Lokalfarve bestemt afgrændset mod det næste, hvor allerede Lufttonen virkede og hvor lyse Myrstrækninger, med smaa blinkende Vandsamlinger afbrød Skovtykningen. Noget tilvenstre mellem disse Grunde skinnede Bergevandet, i hvis Bugter de ranke Granestammer stode i tætte Rader. Det tredie Skovbælte dannede en smuk Bølgelinie af tvende Aasrygge, der sænkede sig i Midten af Billedet; tilhøire under denne Grund strakte sig det lange Buvand, som en stille Flod, og høit over dets Bred laae i Buvadssætren, som en liden bar Plet i Skoven. Bag disse Aaser hævede sig det egentlige Fjeldsystem i fjernere og fjernere, næsten paralelt
