turomgivelser; disse Billeder fremstillede sig for Tanken samtidigt med Virkelighedens Indtryk. Jeg kunde gjenkalde mig det høie Fossefald mellem øde Klippevægge af Morgenstern, det lavere Elvedrag i Birkelien, af Dahl, og Skovstrømmen af Fearnley. Det sidste Billede med de dybe og dunkle Granepartier var mig en Bebudelse af det Skovliv, jeg drog imøde.
Vi gik fra Hønenfossen et kort Stykke opad til et Sted, hvor Elven atter begynder at blive farbar; her steg vi i Baad, og nu viste sig allerede Skoven. Den stod paa Elvebredden og i alle Lier, den spredede sin aromatiske Duft over det sagterindende Vand, den sortnede i det skyggede Bakkeheld og skinnede paa de solbare Vidder, dens vedvarende Susen ledsagede det dæmpede Drøn af de fjerne Fossefald. Og i vor Rorskarl havde den sendt os en af sine mærkeligste Indvaanere. Denne Mand var efter sit Udseende en Syttiaarig. Han var stærktbygget og veirbidt, og hans Hoved havde paafaldende Lighed med en Ulvs. En Skjorte af grovt Dreil og et Par lappede Knæbuxer, om hvis oprindelige Stof og Farve man ei kunde have nogen bestemt Mening, dannede hans hele Klædning. Hans Bryst og Ben vare ikke mindre solbrændte end hans graaskjeggede Ansigt, og hans hele Person fremviste et frastødende Billede af halvtæmmet Vildhed. Saaledes sad han for mig i det fulde Sollys og afnødede mig den stille Bemærkning at jeg kun havde
