det sig ret heldigt, at det tilfaldt Antonette at være hjemme paa Sætren, medens den tause Mærit hele Dagen vogtede Kreaturene i Skoven. Vi kunde ei have fundet noget bedre Mønster af en norsk Sæterjente end denne blonde Pige med det underlige Navn. Hun var troskyldig, klar af Sind og Stemme, og dygtig i sin Gjerning. Med den friske Naturlighed i hendes Væsen forbandt sig Præget af den eiendommelige Civilisation, der bevares i vore Fjeldbygder, og som blandt Andet ytrer sig i en fri Anstand ligeover for Fremmede; saaledes var der intet Tvungent og intet Uskjønt i hendes Adfærd. Det klædte hende særdeles godt naar hun kyssede paa Haanden, og rakte os den til Tak eller som en Hilsen.
„De reisende Folk maae vel være mødige nu“, sagde Antonette, da Bordet blev ryddet efter vort Maaltid. „Mærit og jeg har skikkeligt Natteleie paa Laaven, derfor sige vi god Nat og bede de Fremmede tage tiltakke med Stuen“. Da hun stod i Døren tilføiede hun endnu: „Det gjøres vist ei nødigt at reise Telt paa Volden, thi Den, der vil prøve det, skal nok mærke at Sengene her ere rene og gode at sove i“. „Det er tydeligt nok“, svarede Lieutenanten, „men jeg er saa egen, at jeg altid ligger i Telt naar jeg overnatter tilfjelds. „Ja vel, jeg skjønner dette“, sagde hun lidt skjelmsk, „Den, der fører Telt og Seng her opover paa Hesteryg,
