Natur stille og ordknap, den anden var lys og trind, udmærket velskabt, meddelsom og lattermild.
Da de havde spist af vort Fad og drukket af vort Krus, spurgte vi om deres Navne. Den blonde svarede for dem begge: „Hun der, hedder Mærit, men mit Navn høres saa underligt, at jeg nok er alene om det i hele Fluberg“. Hun vægrede sig næsten ved at sige det; men endelig kom det ud. „Jeg hedder nok Antonette sagde hun, og derfor spurgte Klokkeren vor engang om jeg maaske var kommen af Storfolk“. Dette gav Anledning til, at hendes Slægt blev omtalt. „Min Fader“, sagde Antonette, „er død for flere Aar siden, og min Moder anden. Gang gift med en Hallænding, der er meget yngre end hun. Han havde ingen Ro hjemme, skjønt han sad paa en god Gaardpart, og saa solgte de Alt deres og reiste over til Amerika. Der er nylig kommet Brev fra dem, og de vil have mig til sig; for der, hvor de nu boe, er Mangel paa Kvindfolk, sige de; men jeg har en god Tjeneste, og turde aldrig tage bort, uden med Bror min, som de ogsaa vil have over, uagtet han er vel fornøiet og har god Lykke her. Altsaa blive vi nok begge hvor vi ere“. Mærit skulde nu ogsaa gjøre Rede for sin Slægt, men hun fattede sig kortere og betroede os blot, at hun var fra Valders og at hendes Forældre vare Husmandsfolk.
Saaledes blev det nærmere Bekjendtskab indledet, og da vort Ophold her ei skulde være ganske kort, traf
