en Gjenvei, som Ole Ask kjendte, men som var altfor besværlig for uvante Folk.
Underhandlingerne begyndte da paany. „Hør Mor“, sagde Lieutenanten, „vi faae vel i det mindste for gode Ord og Betaling laane Baaden eders over Buvandet“? „Nei, nei“, svarede hun atter, „min Mand taaler det ikke; han er i Skoven og han er grum at træffe“.
Hvilken forfærdelig Mand, tænkte jeg, og hvor fabelagtig er denne Vildmark. Det er dog ikke det stille, hellige Landvide vi have betraadt. Snarere ser det ud til at vi ere midt i det bekjendte Eventyr om Skovtrolden, hvis Skjeg er som Hestetagl, hvis Kølle er et Mastetræ, og som kommer brølende hjem og mærker „Kristmandlugt“, og gjør det af med den Fremmede.
„Her er vrang og knap Leilighed“, sagde Ole Ask; „men Kjerringen bør dog vide, at vi ei behøve at frygte Mandbjørnen hendes“. Dermed gik han til Døren og raabte med stort Eftertryk: „Vi ere her otte Mand og to Unggutter med fem Heste, og om vi tage Farkosten din paa egen Haand, skal vi nok komme ganske godt fra den Gjerning“. Hertil svarede Konen med en forandret, bønlig Stemme: „Kjere, Vakre, Vene, gjør det ikke! — det var større Fortred end Nogen kan tænke“!
Vi havde nu tilstrækkeligt Indblik i de huslige
