Denne siden er korrekturlest
XII.
Endnu et ord til avsked, før jeg stanser:
Jeg har Dem fulgt paa Deres tappre færd,
Ei just fordi jeg finder bogen værd,
At man paa den spenderer sine lanser.
Men der er andre, som bedriften kranser
Og tror, at De har vist Dem stor og lærd; —
For disses skyld jeg hvæsset har mit sværd
Og spændt mig i sonettens snørlivspanser.
Dog, De er mig for strid. Tænk: to og nitti!
Nei, fri mig gud, — det er et svare tall
Og haardt at døie, — selv om De var vitttig!
Jeg mindes maa en sats, som just ei fersk er,
Men lige god for det. Der staar: Man skall
Ei binde munden paa — den stud, som tærsker!
