Side:Psalmernes Bog.djvu/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Indledning.


I

ntet Ord af det G Teft. Er ſaa vel forſtaaet ſom Pſalmerne; der læſer hver, ſom lader ſig underviſe af Aanden, ſit eget Hjertes eller uforſtaaede Slag, ſin egen Nød og Smerte, ſin egen Bønhørelſe og Frelſe. Men intet Guds Ord er atter igjen i ſin Helhed ſaa lidet forſTaaet ſom Pſalmerne. Thi da ſaagodtſom alle disſe Bønneord ere talte udag Livets Virkelighed, — udaf Situationer, ſom og kommer til Fremſtilling i dem, ſaa bliver det hele ofte uklart, hvor Kjendſkabet til den hiſtoriſke Baggrund fattes. Det bliver væſentlig kun de ſlaaende, enkelte Kjerneord, hvortil den perſonlige Erfaring maa holde ſig[1]. Nu er det ganſke viſt denne praktiſke Forſtaaelſe, hvorved Aanden oplader Ordet og tilgodegjød Sandheden for den enfoldige Bibellæſer, ſom er det koſtbareſte og hvorpaa det egentlig kommer an. Og vidunderlig er det, hvorledes den Troende, ſom ved et helligt Inſtinkt, uden de hiſtoriſke Forudſætninger gjør ſig Ordet nyttigt til Sjæleføde og faar fat i Hovedſagen uden at kunne magte de det bærende og belyſende Omſtændighedet.

  1. Kunde i ſin Husandagtsbog ſiger træffende:
     “Om Grev Zinzendorf har man ſagt, at han har forvandlet Bibelen til en Samling af enkelte Trøſte- og Formaningsord. Vi vil ikke afgjøre, om denne Bebreidelſe med Rette rammer hin fromme Mand. Men ialfald er det ſandt, at de allerfleſte Kriſtne kun bruge ſin Bibel ſom en Samling af enkelte trøſtende, formanende og opmuntrende Udſagn. Kun faa er de, ſom gjennemtænke og gjennemſtudere Guds Riges og hans Folks Hiſtorie i ſin Helhed, — faa, ſom betragter endog blot Jeſus og hans Apoſtles Hiſtorie i ſit Totalløb fra Begyndelſen til Enden.
     Dette er ſtor Skade, og den hævner ſig tungt. Thi man forſtaar kun da det Enkelte ſaaledes, ſom det ſkal forſtaaes, naar man ſer det i den Sammenhæng, hvori det ſtaar, Saaledes er det nu ogſaa med Pſalmerne. Man griber efter enkelte trøſtende Udſagn paa hvilke der jo er et ſtort Forraad. Man læſer hen over det andet, iſtedetfor ret at efterforſke, i hvilken Stilling og Situation Forfatteren ſiger det. Førſt herved bliver dog det Enkelte lyſt og klart, og ſaare meget, ſom forekom os overdrevent, gaadefuldt og fremmed, vinder derved en fin og dyb Mening.”