Braavalla-Digtningen betegner Afslutningen af den
gammelnordiske heroiske Digtning, som er opstaaet under
Indflydelse paa hedenske og halvhedenske Nordboer fra Vestens
kristelige Kultur, saaledes som denne fremtraadte navnlig
hos Irlændere og Englændere.
Digtningen om Braavalla-Slaget og om Harald Hildetand er gjennemaandet af de hedenske Forestillinger om Krigerne, som vies til Odin og som efter at være faldne i Slag kommer til Valhal for at fylde Einherjernes Flok. Og dog har denne Digtning, som vi har seet, for en væsentlig Del sit Forbillede i en af en kristen nordisk Mand i Irland forfattet Fortælling om, at en kristen irsk Konge, som hersker over kristne Irlændere, fældes i Irland af en nordisk Hedning, som før har været Kristen. Nordisk-hedenske og vesterlandske kristelige Forestillinger er i denne Digtning, som er forfattet i Vesten i 11te Aarhundred, inderlig sammensmeltede. Vi har ogsaa andre Vidnesbyrd om, at kristelige og nordisk-hedenske Forestillinger var inderlig forbundne hos de Nordboer, som i 11te Aarhundred boede blandt irsk-talende Mænd.
Derom har vi Syn for Sagn paa Øen Man, hvor der endnu fra hin Tid er bevaret Kors, som er forsynede med nordiske Runeindskrifter og er reiste som Mindestene over kristne Mænd dels med nordiske, dels med irske Navne. Og paa disse Kors ser vi Fremstillinger af Odin og Tor, af Fenrer og Midgardsormen, af Livet i Valhal og af det
hedenske Nordens Sagnhelte.
