Herefter formoder jeg, at Vað-á «Vadestedets Elv» i en
nordisk Fortælling om Clontarf-Slaget har betegnet Elven
Liffey, hvor Ath-Cliath eller Viljevadet var. Og jeg
formoder, at Navnet Vaðá sammen med Navnet Brávǫllr er
gaaet over fra Clontarf-Slaget i Irland til Braavalla-Slaget i
Sverige.
Ogsaa Saxo Grammaticus har tænkt sig Slaget ved Braaviken. Men han fortæller, at der var berammet Gotlændingerne Tid og Sted, da de skulle møde Svenskerne mellem Vik og Verund, og at den ene Fløi af Rings Hær strakte sig lige til Verund. Efter Ordformen synes Saxos Werundia at være Värend. Men at Rings Hær skulde strække sig fra Braaviken til Värend er en Urimelighed, selv hvor Talen er om et Slag, som kun hører Digtningen til. Navnet Werundia synes her at maatte være kommet ind ved en Feil, men denne Feil kan jeg ikke rette. lalfald har vi ogsaa hos Saxo den Fremstilling, at Rings Flaade kommer til Kamppladsen seilende nordfra, ligesom Sigtrygg Silkeskjægs nordiske Hjælpetropper i Clontarf-Slaget.
Jeg skal til Slutning sammenfatte i Korthed Resultatet af min Udvikling. Fortællingen om Braavalla-Slaget grunder sig paa en uhistorisk Digtning. Den ældre Braavalla-Digtning lod Brian-Slaget i Irland gjenspeile sig i Braavalla-Slaget. Allerede den havde henlagt Slaget til en Slette ved Braaviken i Øst-Sverige. Denne ældre Braavalla-Digtning er opstaaet hos Nordboerne i eller ved Irland mellem 1014 og 1066. Denne Digtning blev senere under Harald Haardraades Englandstog i September 1066 omarbeidet til den Braavalla-Digtning, som Sagabrudstykket og Saxo forudsætter.
