fjældske og vestenfjældske Norge. Fremdeles fra Svitjod; i Rings Hær nævnes Frøys Ætlinger fra Upsala, samt Nordboer fra Rusland og Sjøkrigere fra Østersjøen.
Hærene mødtes til Kamp paa Braavold ved Braaviken paa Grænsen af Østergøtland og Svitjod.
I Slaget var Ubbe Friser den vældigste Kjæmpe paa Haralds og Starkad paa Rings Side. Men de Bedrifter, som gjorde størst Virkning i Slaget, udførtes af Nordmænd: af Trønder, Gudbrandsdøler og fremfor alt af Bueskytter fra Telemarken.
Slaget gik Harald imod, thi Odin havde nu lært Ring at fylke Svinfylking. Harald Hildetand faldt, dræbt af sin egen Vognstyrer Brune, hvis Ham Odin havde paataget sig.
Paa Rings Side faldt 12,000 fribaarne Mænd, men paa Haralds 30,000, og i dette Tal er de Almuesmænd, som dræbtes, ikke regnede med.
Ring lod Haralds Lig eftersøge og lod Kongen hæderlig begrave efter hedensk Skik. Han udstyrede den Døde til Færden til Valhal, hvor Odin skulde modtage ham og dem, som faldt med ham, i Einherjernes Flok.
Dette er i knappeste Gjengivelse de ydre Omrids af Braavalla-Slaget, som det i Sagabrud stykket og hos Saxo fortælles.
Endnu i hele første Halvdel af 19de Aarhundred holdt de Lærde Braavalla-Slaget for et virkelig historisk Slag, der efter de flestes Mening skulde have staaet engang i 8de Aarhundred, snarest omkring Aar 720 eller 730.
Man mente, ar Sagnet havde udsmykket Fortællingen med mytisk-romantiske Tilføielser, f.Eks. Gudernes Ind-
