Ifølge én Beretning var det Guden Odin, der havde
paataget sig Haralds Fosterbroder og Raadgiver Brunes
Skikkelse, som æggede til Krig for at fremkalde Mandefald.
Ifølge en anden Beretning søgte Haralds Mænd, da de fandt ham for gammel til at være Konge over dem, at kvæle ham i Badet, og han foreslog dem da selv, for at han kunde dø paa en mere kongelig Maade, at han skulde udæske Ring til et stort Slag paa Grænsen mellem begges Riger.
Store Rustninger gjordes nu paa begge Sider. Harald og Ring samlede mangfoldige Tusinder af Krigere fra forskjellige Lande. En stor Del at Høvdingerne og Kjæmperne opregnes baade hos Saxo og i Sagabrudstykket, aabenbart efter en og samme Kilde, som har været et Digt paa nordisk Sprog, som sagdes at være forfattet af Kjæmpen Starkad, der selv deltog i Slaget. Dette Digt er nu tabt, men det Afsnit af Digtet, som har indeholdt Kjæmperækken, kan for en stor Del restitueres efter Saxo og Sagabrudstykket. Det har været forfattet i det gamle enkle allittererende Versemaal, som kaldes Starkaðarlag.
Haralds Hær samledes fra Danmark, Frisland, Venden og fra fremmede Folkeslag, som boede hinsides Østersjøen og langt borte i det sydøstlige Europa, dog ogsaa fra flere Landskaber i det sydlige Norge: Grenland, Hadeland, Hedemarken, og endelig kom Gandalvs Sønner fra Alvheimar. Skjoldmøer var i Haralds Hær, bar hans Bannere og deltog i Kampen.
Rings Hær var fra Vestergøtland og Værmland. Fra flere Bygder i det sydlige Norge: Toten, Gudbrandsdalen og Viken; men navnlig fra Telemarken og det norden-
