er i Fortællingen indsprængt talrige dialogiske Partier. Men Replikerne falder paa Islandsk i al deres Knaphed mere træffende. De irske Dialoger er ikke saa energiske og livfulde.
En vigtig Overensstemmelse er det, at Strofer i begge Folks Fortællinger jevnlig er flettede ind. Disse danner hos Irer som hos Islændinger Led af Dialogen eller er lagt i en af de optrædende Personers Mund. Her tør man neppe betvivle den historiske Sammenhæng, og at Irerne er de paavirkende, Nordboerne de modtagende.
Enkelte karakteristiske Optrin i de to Folks Sagaer er væsentlig de samme. En Unggut, som intet ved om sin Faders Drab eller Banemand, færdes sorgløs i Flokken paa Legepladsen og viser sig de andre overlegen i Styrke. Da udtaler en Røst i Flokken: «Bedre var det, du tænkte paa din Faders Drab,» og denne Røst vækker den Unge til Daad.
Enkelte typiske episke Udtryk er nær beslægtede. I den islandske Saga heder det, naar Uvenner skilles: Ikke er det fortalt, at de skiftede Hilsener. I den irske: Han skiltes fra dem og gav dem ingen Velsignelse og fik ingen af dem. I begge Folks Fortællinger indføres undertiden Taler, hvis Ord bestaar af Gaader og Ordspil, som kun en, der er klogere end andre, forstaar.
De typiske Motiver og Sagntræk er ofte beslægtede hos Irer og Irlendinger: at en Mand ved et Løfte er forpligtet til at hævne en Vens Død. At Ulykke varsles ved, at Vaaben klinger. At et Vaaben angriber af sig selv. Og saa fremdeles. Men ved de fleste af disse Motiver vil først
