har vi ædlere Kunstværker, en mere sand menneskelig Fremstilling af Personligheder. Navnlig staar de høiere i Anskueliggjørelse af det sjælelige.
Det er vistnok høist sandsynligt, at den islandske Saga som Kunstform forudsætter Indflydelse, snarest gjennem mundtlig Tradition, af den irske Litteraturs episke Fortællinger eller, som man nu ofte kalder dem, Sagaer, men denne historiske Sammenhæng er vanskelig at godtgjøre, fordi Berøringspunkterne mellem dem for største Del er af altfor almindelig Art til at kunne være bevisende.
Baade den irske og den islandske Behandling af Emnet er objektiv. Personerne fremstilles væsentlig gjennem Handling. De fortalte Begivenheder er for en stor Del ensartede, som Feider, Drab, der voldes ved Kvinders Skinsyge, og Blodhævn; der berettes hos begge Folk om Gilder og Forsamlinger. De spændende Konflikter løses tillige hos Kelterne oftest tragisk. Ogsaa her kan en næsten grusom Humor glimte frem paa mørk Bund.
Fremstillingen er hos begge Folk episk-dramatisk. Den irske som den islandske Forælling anskueliggjør Handlingens Skueplads, lader os faa vide, paa hvad Dagstid den foregik; hvordan Veiret var; hvordan de optrædende personer var klædte. Ogsaa den irske Saga kjender Vei og Sti, hvor Helten færdes, og nævner bestemte Stedsnavne. Men den islandske Saga er her overalt mere knap; meddeler kun, hvad der kan gjøre Handlingen mere anskuelig. Den irske Fremstilling ynder derimod gjennem en lang Række af sidestillede farverige Udtryk at dvæle ved Detaljerne. Den nordiske Fremstilling er overhoved mere maadeholden og behersket. Saavel hos Irer som Islændinger
