Ialfald slutter den nordiske Digtnings Nydannelse sig metrisk som en organisk Udvikling til de gamle fra Fædrene bevarede Former.
Paavirkning fra irsk Digtning kan ikke modbevises ved de ældste Skaldekvæders Tid. Den islandske Traditions Vidnesbyrd herom er mindst 300 Aar yngre end det, hvorom den fortæller, den kan derfor isoleret ikke staa til Troende. Efter den skal Brage den gamles Digte, der gjælder for de ældste, vi har tilbage, være forfattede af en Nordmand i første Halvdel af 9de Aarhundred. Men de faa Ord, som Irerne har optegnet af vort Sprog fra Tiden omkring 800, godtgjør, at Brages Digte er yngre. Jeg holder det for vist, at de er fra en Tid, da hele den overvældende Strøm al nye Forestillinger ikke alene var trængt ind fra Vesten, men ogsaa havde faaet fast Form.
Om den islandske Saga har den irske Lærde Todd allerede i 1867 udtalt den Formodning, at den er en Efterligning af irske Frembringelser.
Om egentlig Afhængighed kan her ikke være Tale. Der er en mangesidig Forbindelse mellem den nedskrevne Saga og den mundtlige Tradition, om end denne ikke har havt en enebestemmende Indflydelse paa den skrevne Form. Og vi har Grund til at tro, at Fortællekunsten nar været udviklet i typisk Form hos Nordmændene, inden den kan være bleven paavirket fra Irland. Ogsaa træder de to Folkestammers forskjellige, ja i flere Henseender modsatte Naturanlæg tydelig frem i de skrevne episke Prosafremstillinger.
De mest eiendommelige af de irske er Sagnene om Cuchulinns Kreds, men disse har en langt mindre historisk Karakter end de islandske Ættesagaer. I de bedste af disse
