skyldes høist sandsynlig Indflydelse af irske Forhold. Fra ældgammel Tid af var der ved de irske Kongers Hoffer en Skare af Digtere. De dannede en egen Stand med mange Grader. De ypperste indtog en meget høi Rang, og de yngre oplærtes af ældre Mestre i sin Kunst. Denne øvedes undertiden, ligesom hos Nordmænd og Islændinger, ogsaa af Kvinder.
Digtene var tildels Lovkvæder over levende eller afdøde Fyrster, ligesom de norrøne Skaldes. De Udtryk, hvori den irske Digter priser Høvdingen, har mange Berøringspunkter med den islandske Skalds. Det heder: Fyrsten har mættet utallige Ulve; han har udøst Blod med sit Spyd; han har holdt sit Skjold fast i hver en Kamp. Kongen betegnes baade i det norske og i det irske Digter sprog som «Vildsvinet». Dette Dyr fandtes i Vikingetiden ikke i Norden, men i stor Mængde i England og Irland: et slaaende Bevis for, at dette Digterudtryk er skabt i Britannien.
De gammelirske Digte er ofte Spottedigte, der rammer bestemte Personer. Disse svarer til Islændingernes Nidviser. Irerne tillagde Nidvisen en magisk Virkning, saa at den til Skade for den, mod hvem den var rettet, kunde forrykke Naturens faste Orden. Den samme Forestilling findes paa Island, blandt andet hos Skalden Kormak, som bærer et irsk Navn, og hvis vigte ved flere irske Ord vidne om hans Æts Forbindelse med Irland.
De irske Digtes metriske Form var meget indviklet og varieret efter Stavelsestal, Rim og Alliteration. Man har fundet det sandsynligt, at de norrøne Skaldes Kunstige Versemaal skulde være paavirkede deraf. Dette er usikkert.
