kjender, er bleven til under en bred Strømning af nye Forestillinger, Fortællinger og Kunstformer, der slog dem imøde paa de britiske Øer. De Grundfaktorer, der forklarer den islandske Litteraturs Særmærke, er, at Øen histude i Nordhavet under nye Naturomgivelser og særegne Samfundsforhold har samlet en Befolkning, hvis store Flertal stammede fra det vestlige Norge, men hvis Eiendommelighed ved fysisk og aandelig at optage keltiske Elementer havde udviklet sig til en ny, kraftig Vækst.
Hvor den norsk-islandske Digtning forudsætter historisk Sammehæng med den irske, viser den overalt original Nyskabning, aldrig uselvstændig Efterligning.
Ved Begyndelsen af Nordmændenes og Islændingernes historiske Liv optræder Digtningen hos dem paa en væsentlig anden Maade end i den ældre germanske Verden. Ved deres Kongers og Høvdingers Hird finder vi en Række af Skalde. Harald Haarfagre skal have havt seks Hirdskalde, som han hædrede mest af alle sine Hofmænd. Islandske Skalde optræder ved Hoffer rundt om i Norden, ogsaa i England og Irland.
Digtningen har faaet en indviklet Teknik, som kræver Oplærelse og Studium. Den er bleven en Idræt, ved hvilken Hovedsagen er den ydre Form: Udtrykket, der pranger med storslagne Billeder og med Hentydninger til dunkle Myther det i alle Enkeltheder fast regulerede Versemaal.
Det gamle germanske episke Kvad førte Sagnets Helte fra en forgangen Tidsalder frem. Vikingetidens Skald kvæder om den Fyrste, ved hvis Hof han lever; priser hans Daad og Kraft, hans Guld og hans Mildhed.
Denne Digtningens og Digtere forandrede Stilling
