Fortælling bruste saa fra Slutningen af 8de Aarhundred af Vikingetidens Storme. Da føiedes Træk fra det germanske Epos, som Irer lærte at kjende af Nordboer, Angelsakser og andre Germaner, ind i det nord-irske Heltesagns allerede fast formede Fortælling. Nordiske Vikinger, dem Irerne skildrer som uhyre Kroppe, kom til at optræde i denne. Man lod nu Conchobar faa Hjælpetropper fra hele Norden. Man gav en af Cuchulinns Modstandere, ligesom Tyskernes hornede Seifrid, en Hornhud.
Det er den krigerske Dygtighed, som i det irske Sagn forherliges. Ikke blot den vidunderlige Legemsstyrke, men Færdigheden i at bruge Sværd og Spyd, i at springe og kaste, en Færdighed, som opøves fra Barndommen af. Helten rider ikke, men kjører som Iliadens Helte i Stridsvogn. Ved hans Side staar Vognstyreren. Kvinder spiller i dette Sagn en fremtrædende Rolle. Dronning Medb fremstilles som Kong Ailill overlegen i Klogskab og Energi. Det er hende, som styrer Begivenhedernes Gang.
Den krigerske Aand udarter til Vildskab, som undertiden faar et næsten forfærdeligt Udtryk. Det heder: Cuchulinn tog om sit Hoved Slagets og Kampgnyets Kamhjælm. Fra hvert dens Hjørne, fra hver dens Kant gjalded der Skrig af hundrede Helte i vedholdende Hyl, og Skrig gjalded igjen fra Aander og Trolde, fra Dalens Alver og Luftens Dæmoner foran ham, over ham, omkring ham, da han gik for at udøse Krigernes Blod.
Her et andet Træk. Det fortælles om Cuchulinn, at han alt som syvaars Gut, da han havde været i Kamp, maatte sættes i tre forskjellige Kar med iskoldt Vand, kor at hans Raseri skulde kjøles. Det første Kar sprængtes af
