saa stor, at den maatte hemme en samlet Udvikling. Ivar Aasens Navn er endnu et Skillemærke mellem os, men det skal engang blive et af alle Nordmænd høit hædret Navn.
Jeg tænker mig, at dette skal blive saa paa en Tid, da den Slægt, hvortil jeg hører, forlængst er gaaet bort. Da skal som norsk Sprog af alle Nordmænd det Tungemaal anerkjendes, som staar i inderlig Samklang med Folkevrimmelens Tale der, hvor de arbeidende og praktisk virkende Nordmænds Liv pulserer stærkest og alsidigst. Det Sprog, som er beaandet af de ypperste norske Videnskabsmænd og Kunstnere, Tænkere og Statsmænd; Wergelands, Welhavens og Bjørnsons Sprog. Det Tungemaal, som navnlig af Ibsen er blevet fæstet i sit norske Særpræg og som først og fremst gjennem hans Ord har baaret Bud til Europa om norsk Tænkning og Kultur.
Det Maal, som blev fæstet i Lovens Ord paa Eidsvold 1814 og i Kristiania 1905. Det Maal, som paa Grund af alt dette i Sandhed er og skal være norsk Sprog. Men dette Sprog skal da have faaet nyt Liv, ny Kraft og ny kvægende Friskhed fra sprudlende Strømme, som Ivar Aasen har ledet frem fra de gamle Kilder ved Fjæld og Fjord. Dette Fremtidens norske Sprog skal navnlig for Vestlandets og Fjældets Stamme have en mere hjemlig Tone, fordi det er inderligere i Samklang med Sang og Tale, som klinger i Sjælen fra Barndommens Færden i Dal og ved Strand.
Paa den Tid, naar dette er fuldbyrdet, skal alle Nordmænd, som anerkjender og fremhæver Kultursprogets Betydning, kunne takke og hædre Ivar Aasen, som har lært os at kjende Folkemaalet i de norske Bygder, Ivar Aasen,
