de. Først da Kong Brian i 1014 havde vundet Seiren ved Clontarf nær Dublin, blev Nordboernes Magt brudt, og fra Begyndelsen af det 12te Aarhundred, da Magnus Barfod var falden, fik Irland en Stund Ro. De kristnede Nordboer smeltede sammen med Irerne.
Heraf er det at forklare, at medens man fra Fastlandet kjender over 200 Haandskrifter, skrevne i den tidlige Middelalder af irske Munke, er der i Irland selv af Bøger ældre end Slutningen af 11te Aarhundred kun bevaret fire. Den rige Skat, som engang der fandtes, har Nordboerne ødelagt.
Efter Vikingetidens Ophør begyndte i Irland en travl litterær Virksomhed. Man sankede sammen alle Stumper og Stykker, som Nordboerne havde levnet. De blev afskrevne, omredigerede og udvidede. Paa Grundlag af de gamle Fortællinger opstod nye Behandlinger at de hjemlige Sagn. Paavirkning fra nordiske Vikinger eller fra den almeneuropæiske Litteratur førte den irske Produktion ind paa nye Veie.
Disse Frembringelser blev nedskrevne i talrige Samlehaandskrifter, Sidestykker til den islandske Flatøbog. Den ældste endnu bevarede af disse Bøger er skreven omkring Aar 1100.
Hvad der i denne gammelirske Litteratur først og fremst maa vække vor Oppmærksomhed, er Heltesagnet.
Hos Germanerne var den ældste nationale Form for Behandlingen af Heltesagnet den episke Digtning i rytmisk Form. Hos Kelterne var det anderledes. Ved de keltiske Smaafyrsters Hoffer var siden umindelige Tider Barder ansatte.
De var lyriske Digtere, som til et Instruments Toner
