syttiaars Fødselsdag ved at stifte et Legat, som skal bære mit Navn. Dette Legats Renter skal efter de Unges Forslag uddeles til Studenter og unge Kandidater, som i Sverige eller i Danmark vil studere nordisk Sprog eller nordisk Historie.
Dette giver mig Mod til her at rette en Henvendelse til Eder.
Det, jeg har at sige til Eder, indeholder ingen nye Tanker og har været sagt mange Gange før. Det er gammel og forslidt Tale, men det er efter mit Skjøn Ord, som maa siges atter og atter.
Jeg har, som I ved, med Forkjærlighed studeret Nordens Sprog og Oldtidshistorie. Jeg vil her saa kort som mulig sige Eder, hvad jeg tror at have lært af denne Sprogenes og Folkenes Historie for Nutiden.
Nordisk Sprog kjender vi tidligst fra fjerde Aarhundred af vor Tidsregning. Vi læser dets Ordformer paa Mindesmerker, som er bevarede fra hine fjerne Tider. Efter disse Mindesmerker at dømme, var Sproget dengang i hele Norden fra Slesvig i Syd til Trøndelagen i Nord, fra Øst-Sverige og til Norges yderste Fjordbygder mod Vest et og det samme. Mellem de Maalformer, som nu i Telemarken tales over og under en Bakke i Flatdal, er der indbyrdes flere og større Uligheder end de, vi kan spore i de videst adskilte nordiske Indskrifter fra det ældste Runesprogs Tid.
