med lige Ret i Norge; men jeg vilde kunne finde et sligt Krav naturligt, hvis dets Opnaaelse var mulig. Det er den ikke.
Den strider mod de Love, som med tvingende Kraft behersker Folkenes og Sprogenes Udvikling.
Landsmaalsstrævet kan forsinke, forstyrre, forspilde vor endrægtige Fremadskriden. Men alle, som med uhildet og klart Syn har seet paa Sprogenes Liv og Vekst, ved at Maalmændene aldrig vil naa sit Maal; at det nylavede Landsmaal aldrig, saalænge Norge er et frit og selvstændigt Rige, ved Lovtvang kan føres frem til at blive et Maal, som i Livet og i Virkeligheden faar lige Ret med vort Rigsmaal.
Dertil er vort Rigsmaal for mægtigt.
Naar jeg paastaar dette, tænker jeg ikke nærmest paa Sproget som Digternes og Kunstnernes Udtryk.
Men jeg beder Dem mindes, at vort Rigsmaal er det eneste naturlige Meddelelsesmiddel der, hvor vort arbeidende Folks Liv pulserer stærkest og rigest: i Handel og Sjøfart, i Fabrikdrift og Industri, i tekniske Forbedringer; i alle de Rørelser, hvorom Pressens mangestemmige Kor bærer Bud endog til den fjerneste og usleste Vraa i vort Land.
Der klinger en Seierssang for vort Rigsmaal over hver Damper som stævner ind i den stille Fjord, over hvert Jernbanetog som sprænger sig Vei frem i den afstængte Dal.
Nationernes Historie lader sig ikke løsrive fra Formuens og Velstandens Udvikling.
Vort Rigsmaal er det Sprog, som her i Landet har sin Rod der, hvor de myldrende Tusinder i samlet
