gives paa Landsmaalet, og at ogsaa Landsmaalsformens Lovtekster skal have fuld Lovkraft.
Sligt kan kun vedtages, naar man ikke forstaar, at et Lovsprog kun fæstes gjennem lange Tiders Samvirken af Erfaringer fra Rettens Udøvelse i Livet, af Indflydelse fra tidligere, hjemlige og fremmede Lovbud og Retsregler, samt af Videnskabens alt skarpere og skarpere Bestemmelse af de retslige Begreber og deres Betegnelser.
Vedtagelsen af en hel Lovgivning paa Landsmaalet med fuld Lovkraft for disse Tekster vil fremkalde Usikkerhed i Rettens Udøvelse, selv om man af Dommerne vilde kræve særlig Prøve i Landsmaalet. Skal dette Eksperiment gjøres for at Maalstræverne skal have den Glæde at være ikke under Loven, men under Logji? Logji — en Ordform som er fremmed for de fleste Bygder i vort Land.
Kravet paa lige Ret for de to Maal melder sig snart sagt overalt. Den nylavede Skriftform trænger sig alt ind i Underofficersskolen. I Hær og paa Flaade kan der dog vel ikke være Tale om lige Ret? Thi Gjennemførelsen af en saadan vilde jo her kunne lede til, at der blev oprettet en egen Flaadestation med Landsmaal til Kommandosprog og til at en Fløi af vor Hær blev ført paa det sædvanlige Sprog, en anden paa Landsmaalet.
Nei! Vi vil ikke splittes i to Rigsmaal, i to Nationer, og det mindst paa en Tid, da Krige og Fredskongresser, da Udtalelser af store Landes Statsmænd og Eneherskere lige meget maa indprente os den jernhaarde Lære, at de store Folk har Trang til at blive større, og at de smaa Folk staar i Fare for at blive mindre.
Jeg vilde aldrig kunne billige Kravet paa to Sprog
