Den stemmer ikke overens med det Forhold, som fra
umindelige Tider har fundet Sted mellem Maalene i Norges
forskjellige Landsdele. Det vilde theoretisk være mere
berettiget at danne to skriftlige Fællesformer for de norske
Folkemaal, en østnorsk og en vestnorsk. Derved kunde vi
blive velsignet med tre Skriftsprog for dette Folk!
Landsmaalets Skriftform skaber en kunstig Kløft mellem Bymaal og Bondemaal, medens en Mangfoldighed af jævne Overgange fører i Virkeligheden over fra det ene til det andet.
Det nylavede Landsmaal drives frem ved den Indbildning, at det ikke skulde være et selvstændigt Folk værdigt at have et Sprog, som stod et andet Folks Sprog saa nær, at det umiddelbart var forstaaeligt for dette andet Folk, som vort Sprog er det for de Danske.
Er Amerikanerne da kanske et mindre selvstændigt Folk, fordi deres Sprog forstaaes i England?
Sligt Fællesskab giver tvertimod Udviklingen rigere Vekst, Kulturen bredere Grund.
Som vort almindelige Skriftsprog har været det Sprog, som har givet det bestemmende Udtryk for vort Riges Selvstændighed, saa er det ogsaa det eneste nationale Udtryk for vor Nutidshistories Statsliv, for dens Lovgivning, for dens Videnskab.
Landsmaalets eneste Bidrag til vor Lovgivning har hidtil været «Log um sams Normaltid fyr Kongeriket Norig».
Det har været berettet, at denne Lov virkede i en stille Midnatstime, saa at Viserne paa Urene blev flyttede nogle Minuter, og at dens Virksomhed dermed var afsluttet.
Men dette nylavede Maal kræver lige Ret i Lovgivningen i det Hele. Det bebudes, at alle Love tillige skal ud-
