Aar gjorde Vikinger et Anfald paa Englands sydlige Kyst, og en anden Optegnelse i samme Krønike beretter, at disse kom paa tre norske Skibe fra Hordeland. I Aaret 795 brænder Normanner Helligdommen paa en liden Ø ved Irlands Østkyst. At ogsaa de Nordmænd, som først her jede paa Irland, var fra Hordeland, derom vidner det ældste irske Navn paa Norge, Hirotha, det er Harudaland, Hordeland.
De røverske Overfald, jeg her har nævnt, er de første Hærtog, vi sikkert kjender, af Nordboer til England og Irland. Siden hin Tid er Samfærselen mellem England og Norden aldrig fuldstændig bleven afbrudt. Vi har en klar Erkjendelse af Englands Indflydelse paa vor Kultur i Fortid og Nutid.
Men den nære Forbindelse mellem Norden og Erins grønne Ø afbrødes tidlig, og med den svandt Bevidstheden om denne Forbindelses Betydning. Det er, som om Mindet om keltiske Folks og særlig om Irernes Indflydelse paa den nordiske Kulturs tidligste Vekst, ja paa hele Europas Udvikling var sunket i Havet. Irlands Selvstændighed ophørte, dets Sprog sank ned til et Almuemaal, og Irernes egne Lærde forstod næsten ikke de Sange, som deres gamle Barder havde sunget.
Dog er dette Folks gamle Kultur, allerede seet fra et europæisk Standpunkt, vel værd at kjende. Og for os maa det staa i et sæereget Lys. Nordboernes Haand har i mer end 200 Aar hvilet tungt paa Irland og har derved trykket uudslettelige Mærker i irsk historie. Paa den anden Side tør det siges, at et irsk Element har virket med til at skabe den norsk-islandske Kultur i Oldtiden.
