nogen gang i mit liv at nære den ringeste antydning av mistillid til ham.»
«Ja, ja,» sa Peter, «jeg vet ikke i hvilken grad denne faktiske oplysning avkræfter min uttalelse. Nu er det imidlertid akkurat passe tid til at skraa over gaten til Fouquet's og ta en aperitif paa fortauget før vi kjører hjemover. Life is one damn thing after another, som Swinburn eller en anden av vore klassikere sier, men det er ikke tvil om at man kan slaa sig igjennem dem allikevel.»
Da Peter og hans venner ved sekstiden kjørte op Champs Elysées forbi triumfbuen og ned Avenue du Bois til villaen, hadde Peter indtryk av at en liten lukket droschebil fulgte mistænkelig nær efter dem, men at si noget sikkert om den indeholdt spioner eller ikke var ikke mulig, for der gik jo den vanlige tætte strøm av biler gjennem gaten i begge retninger.
Hjemme fandt de Cherbulier med den uundgaaelige flaske chartreuse og et schakbrett. Han saa distræt op da de kom ind.
«Filmen er færdig,» sa han, «og jeg har ogsaa faat tat to positiver. Den ser ut til at være helt vellykket.»
«Er der ellers skedd noget?»
«Ikke saavidt jeg vet, men forøvrig har jeg vært i kjelderen det meste av tiden. Filmen er nu i sikkerhetshvælvet.»
I dette øieblik kom en stuepike ind i værelset.
«Der har vært en telefonmand her,» sa hun, «som har stelt med telefonen ute i hallen. Han ga besked om at den ikke skulde røres før De kom
