«Nei, da hadde jeg som De sikkert vet aldrig snakket om det, — tvertimot, jeg elsker rødt haar, — det er den eneste virkelig tilladelige haarfarve, men jeg trodde ikke der grodde rødt haar i Rusland.»
«Er mit fransk allikevel ikke bedre end som saa?»
«Det var ikke sproget, men behandlingen av teserviset som bragte mig til at gjette paa Deres nationalitet.»
Peter løi her igjen med fuldt overlæg.
I det hele holdt ikke Peter sig altid til sandheten, det er kjedelig at maatte si det, men det kan i længden ikke skjules.
Hans borddame sat en stund alvorlig og tænkte sig om. Saa saa hun op paa Peter.
«Vil De love mig en ting?»
«Tja, hvad er nu det?»
Den reserverte forsigtighet som Peters svar tydet paa, sømmer sig litet for en elsker. Av naturen var Peter heller ikke hverken smaalig eller mistroisk. Tvertom, han var en uvørren og tillidsfuld natur. Men livet hadde lært ham at man ikke skal love in blanco.
Som meget yngre hadde han sværmet for en ung pike som han var forlovet med. For ham var hun indbegrepet av alt godt. Men viste sig at ha skjulte karakterfeil.
Paa den tredje dag av deres bekjendtskap henvendte hun til Peter netop de samme ord som han nu hadde svart saa forsigtig paa.
Peter var dengang ikke saa forsigtig.
