«Vel» sa Peter, «ikke noget er saa galt at det ikke er godt for noget. Saalænge spionerne er i hælene paa os hele tiden kan dere altsaa ikke reise bort og Tatjana og jeg kan gaa og danse tango paa Claridges hver dag. Men si mig Wasilieff, hvad tror De egentlig Sibileff nu vil foreta sig. Det spændende ved denne situation som vi er kommet op i er jo nærmest at vi bare maa sitte stille og vente paa at han enten slipper en bombe ned paa os, naar vi ikke aner nogen ting, eller bortfører os allesammen til Leningrad paa et krigsskib. Men da vi altsaa ikke kan foreta os noget nyttigere end at vente bør vi jo sørge for at gjøre ventetiden saa behagelig som mulig.»
«Det er sandt, Peter,» sa fru van Heeren noget senere. «Jeg har en indbydelse at overbringe dig fra ministeren. Der er en stor mottagelse i aften, hvor der kommer en mængde merkelige mennesker. Blandt andet kommer der en landsmand av Dem, Wasilieff, nemlig Raskowsky, som De vel forresten ikke sætter særlig pris paa.»
«Hm,» sa Wasilieff. «Raskowsky er en meget dygtig mand. En av de faa europæisk dannede i det nuværende styre i Rusland. Han er for os meget farligere end folk av Sibileffs type, fordi han og den fraktion av partiet som han represeuterer er praktiske politikere og ikke fantaster. De yderliggaaende bolscheviker er for fanatiske og det samme tror jeg nok desværre man maa si om os ogsaa.»
«Ja, Mummy,» sa Peter. «Jeg skulde i grunden gjerne gaat med dig i aften, men jeg tror ikke jeg
