hende efterat ha flirtet i maanedsvis med den ekle Sibileff.»
Tatjana smilte og trak paa skuldrene.
«Sibileff var i grunden slet ikke værst,» sa hun, «men jeg skal indrømme, han blev litt vanskelig at ha med at gjøre til slut, alt i alt tror jeg nok jeg er glad jeg er færdig med ham og jeg vil heller flirte med Peter, men vi kan godt vente til senere.»
«All right,» sa Peter, «min tid kommer nok og: saa, men Wasilieff, kjære ven, der er ikke den rette feststemning over Dem i aften synes jeg, De ser simpelthen betænkt ut. Hvis De er bedrøvet over at vi ikke utryddet banden i direktionslokalet fuldstændig, saa kan vi jo stikke derbort naar vi har spist og kaste haandgranaterne paa dem.
Ikke for det, jeg holder i grunden paa at de skal leve videre, men jeg er ikke smaalig; hvis det kan sætte Dem i godt humør at utrydde dem saa rusler vi som sagt bort og gjør det efter kaffen.»
Wasilieff smilte og rystet paa hodet.
«Nei tusen tak,» sa han, «jeg tror nok desværre vi faar la det bli som det er, men det er sandt, som De sier, at jeg er litt betænkt og det er nærmest for Deres skyld. Jeg tror i grunden ikke De har nogen rigtig forestilling om hvilke fiender De nu har skaffet Dem. Det er en forfærdelig mægtig organisation som Sibileff representerer og De kan være sikker paa han kommer ikke til at hvile før han har gjort ende paa Dem.
Foreløbig har De hat den store fordel at de andre ikke har regnet med Dem i det hele tat, og hvis de overhodet har visst om Dem saa har
