«Tak,» sa Peter, «jeg tror dette greier sig nu. Filmen er sikkert morsom nok.» Saa vendte han sig mot den khakiklædte skytter som ved nærmere eftersyn viste sig at være Jeremias.
«Jeg tror dette kan være nok,» sa Peter. «Kom ned fra mordvaabnerne. Der blir ikke noget mere jagt idag. Nei,» sa han og rystet smilende paa hodet, da Jeremias ikke kunde skjule sin misnøie med ikke at faa anledning til at bruke sit skytevaaben. «Det er sørgelig naturligvis, og jeg kan godt forstaa at du føler dig fristet til at fyre av en liten runde ned i salen, men desværre er det ikke lov at skyte folk med maskingevær. Ikke engang bolscheviker.»
Wasilieff tok Peter i armen.
«Hvad i al verden er dette,» sa han, «og hvor er vi nu?»
«Hvor vi er? Ganske enkelt i nabohuset, det vil si ikke egentlig i nabohuset, men i Rue du Bac nr. 9, hvis bakfløi støter op til bakfløien i bankhuset. Jeg fandt dette ut ved at studere et eiendomskart og saa kjøpte jeg dette huset og installerte en liten spioncentral paa egen haand.
Først hadde jeg bare et litet kikhul i væggen, saa installerte jeg en rigtig god mikrofon med overføring til min høittaler hjemme og tilslut lot jeg en flink bygmester som jeg rigtignok maatte betale en svinagtig pris, ta ut den store aapning i væggen og støpe op kabinettet til maskingeværet. Vi lot bare gobelinerne staa igjen. Det var ingen sak, for der var næsten aldrig nogen i det store rum i banken.
