«De tror da ikke et øieblik at jeg vilde tillate Dem at anvende voldsomhet overfor en dame i mit nærvær?»
«Netop ikke,» sa Sibileff, «og derfor er jeg ogsaa gaat ut fra at De vælger det andet alternativ og skaffer papirene tilveie.»
«Jeg beklager meget at maatte meddele Dem,» sa Peter, «at De befinder Dem i det dypeste aandelige mørke. De savner fuldstfændig den evne til at overskue fremtiden som bør være enhver politikers faddergave.
Der er mange grunde til at De ikke kan faa papirene.
En av dem er at de igaaraftes pr. post blev sendt til London, hvor de nu er deponert i mit private sikkerhetshvælv i Middlesex Bank. En anden grund er den at jeg sammen med min ven Wasilieff og hans søster kommer til at forlate selskapet nu og derved maa berøve Dem anledningen til videre overtalelser.»
Sibileff saa haanlig paa Peter.
«Se Dem tilbake, unge mand. Dette værelse har bare en dør. Det er den De kom ind av.»
Peter saa sig om. Ved døren stod to av bankens bud med hver sin store marine-revolver.
«Men,» fortsatte Sibileff, «da jeg skjønner De fremdeles er gjenstridig og ikke forstaar situationens alvor maa vi atter gjenopta demonstrationerne med knuten.»
Vogterne nærmet sig igjen Tatjana Wasilieff. Hun blev blek og grep sin bror haardt i armen.
Peter fik pludselig et nyseanfald.
