«To timer endnu. Han kommer med natruten fra Croydon.»
Utenfor indgangen til banken stanset de og gik ut.
Tatjana ringte paa portnerklokken og den skumle portvagt lukket døren paa klem.
Da han fik øie paa Wasilieff studset han.
«Vi ventet Dem først imorgen,» sa han forbauset.
«Imidlertid er jeg her,» svarte Wasilieff. «Luk op, jeg har hastverk.»
Portvagten slap dem ind.
«Jeg maa ha reservenøklen til direktionsrummet,» sa Wasilieff, «gaa og hent den og kom straks op i anden etage.»
«Jeg har den ikke desværre, sekretæren har den hos sig, han sover.»
«Væk ham og faa den, jeg har forlagt min egen.»
Portvagten gik bort til en hustelefon og ringte.
Wasilieff hørte ham besvare et par spørsmaal bekræftende.
«Han kommer straks hit,» forklarte portvagten, «som De vet bor han like ved siden av.»
Fem minutters ikke helt behagelige venting.
«Vær forsigtig med sekretæren,» hvisket Tatjana. «Han er den eneste her som jeg har følelse av at bli mistænkt av».
Sekretæren kom, — han saa forvirret paa Wasilieff.
«Der er en mystifikation her et sted,» sa han. — Har De sendt mig dette?» han viste Wasilieff et telegram sendt fra London samme aften. Der stod:
