laast. Sibileff laaste sig ind, og tændte det elektriske lys.
«Jeg har bruk for Deres hjælp nu til et meget vigtig arbeide,» sa han til Tatjana. «Imorgen tidlig maa jeg reise til London. Jeg maa ha med mig en engelsk oversættelse av et russisk dokument som er av stor vigtighet og som jeg opbevarer her.
De maa foreta oversættelsen her med det samme.»
Han gik bort til et jernskap i et hjørne av værelset og begyndte at famle med kombinationen.
Saa bandte han ærgerlig, tok op lommeboken og saa paa et litet papir. Derefter lukket han skapdøren op og tok ut endel dokumenter. Et litet hvitt papir faldt ned paa gulvet ved skapet.
Sibileff ga Tatjana et russisk dokument.
«Ta dette med det samme,» sa han, «og oversæt det til engelsk. Jeg skal faa en maskine bragt ind til Dem og portvagten skal være her for at holde Dem med selskap. Jeg maa selv gaa et andet sted og blir borte en times tid.»
Han tok de øvrige dokumenter i en mappe og gik.
Tatjana hørte ham gaa bortover korridoren og rope paa portvagten.
Saa listet hun sig bort til skapet. Det var laast igjen.
Hun bøide sig ned og tok op den lille papirlap paa gulvet. Der stod: 67—35—23—17.
Tatjana la lappen ned igjen og gik tilbake til bordet.
