Peter saa eftertænksomt paa ham.
«Det er sandt hvad De sier,» sa han saa, «De er klartænkt nu. Men si mig hvilken side er De paa i dette spil?»
Tiltrods for sin klartænkthet ante neppe Cherbulier hvad hans svar betød for varigheten av hans eget liv.
Han trak paa skuldrene.
«Et overflødig spørsmaal,» sa han. «De er min ven. Den eneste jeg har hat i mange mange aar. Jeg er paa Deres side.» Det var noget næsten patetisk ved den maate han sa det paa.
Peter smilte og trykket hans haand.
«Jeg tror det skal bli rigtig morsomt,» sa han. «Godnat nu, — paa gjensyn i morgen.»
Efter frokosten, som han fik serveret oppe paa sit værelse, fik Peter gjennem en tjener besked om at Hans Høihet ønsket at tale med ham. Han blev denne gang vist ned i et arbeidsværelse, hvor han traf Storfyrsten og Wasilieff. Efterat de mellem dannete menesker sedvanlige morgenbemerkninger var utvekslet, henvendte Storfyrsten sig til Peter.
«Min ven Wasilieff har som jeg nævnte for Dem fortalt mig om Deres hjælpsomhet overfor ham paa et tidligere tidspunkt, og har ogsaa sagt mig at De eventuelt vilde være villig til at paata Dem et arbeide som De nu kunde støtte os med.»
«Det stemmer fuldstændig,» sa Peter, «jeg er, som jeg nævnte for Deres Høihet igaar, en fuldstændig lediggjænger og har min tid helt til min
