minen, mens den fjerde, som var den ældste av de tilstedeværende, sat i en lænestol. Det var en herre i sekstiaarsalderen med kort, graasprængt skjæg og et skarpt markeret raceansigt. Det mest karakteristiske ved ham var forøvrig hans umaadelige længde som man ikke kunde undgaa at lægge merke til tiltrods for at han sat. Der gik et litt forbauset gjenkjendende drag over Peters ansigt da han fik øie paa ham.
Like ved døren og paa hver side av Peter stod hans to venner fra portnerstuen.
«Undskyld at jeg kommer ubuden,» sa Peter, «men min ven og jeg er meget sultne og har ingen flere cigaretter igjen.»
To av herrerne bevæget sig hurtig hen over mot ham som for at faa ham ut av værelset, men blev stoppet med en haandbevægelse av den ældre herre i lænestolen.
«Jeg maa be Dem undskylde vor tilsyneladende mangel paa gjestfrihet,» sa denne, «men paa grund av forskjellige omstændigheter sætter vi ikke pris paa at motta besøk av fremmede. Siden De nu engang er kommet hit maa jeg be Dem fortælle mig hvem De er og hvad De ønsker.»
«Jeg er Peter van Heeren, en ung lediggjænger fra Norge. Jeg er paa biltur hernede og har efterlatt min bil midt i elven ved den gamle bro som ikke længer er i funktion. Min ven som venter i portnerstuen er professor Cherbulier. Hvem De selv er, trænger Deres Høihet ikke at fortælle mig.»
«Min unge ven,» sa Storfyrsten, «De har en litt
