andre sprog og ga en rask forklaring av situationen.
Efter en del raadslagning bak porten hørte de to vandringsmænd at der blev trukket nogen slaaer fra og slap sluttelig ind i en lukket gang i muren og derfra ind i en portnerstue, hvor to portvogtere hadde tilhold.
Peter nikket venlig til dem og gik bort til ildstedet og gned sine stivfrosne fingre.
«Mine venner,» sa han til folkene, «undskyld denne sene visit, men vi har mistet vor bil i elven her nede og var nu blit fuldstændig lei av at gaa og spasere i regnveiret. Vær saa snild at gaa op og underret husets folk om at to vaate og trætte automobilister søker husly for natten.»
Peter og Cherbulier hadde imidlertid øiensynlig ikke gjort noget ubetinget gunstig indtryk paa sit foreløbige vertskap. Peter fik ikke svar paa sin henvendelse og de to portvogtere underholdt sig hviskende med hinanden indbyrdes mens de av og til tittet bort paa ham. Cherbulier satte sig ned paa en krak og tændte sig en cigaret. Som vanlig var han en nærmest uinteressert tilskuer til de begivenheter han kom op i.
«Det lar sig ikke gjøre,» sa tilslut den ene av portnerne til Peter og paa et fransk som forekom Peter merkelig gebrokkent. «Herskapet tar ikke imot nogen gjester. Vi maa be Dem gaa igjen; der er en landsby en halv mils vei længer borte.»
Peter stak haanden i lommen og tok to hundredefrancsedler frem som han rakte til folkene.
«Saa,» sa han, «ikke noget mere tøv, gaa straks
