Ved la Turbie svinget Forden til venstre bortover la Grande Corniche mot Nizza.
Peter var nu litt i tvil om det egentlig kunde lønne sig at fortsætte, — det var jo naar alt kom til alt ikke usandsynlig at Fordmanden var en ven som var kommet for at hente professoren.
Han bestemte sig dog for likegodt at fortsætte, — lot den anden vogn komme paa litt større avstand og satte lysene paa.
En mils vei gik paa denne maate uten at noget hændte.
De var nu paa den forholdsvis øde veistrækning midt paa la Grande Corniche.
Pludselig braastanset Peter.
Midt i veien sat en blodig, tilsølet person og tørret sig i øinene.
Det var professoren.
Peter kjørte op ved siden av ham og sprang ut av bilen.
«Kom fort op i min bil,» sa han, «jeg skal hjælpe Dem.»
Professoren som hadde mistet sin lorgnet pliret op paa ham, men blev sittende.
«Fordømte bandit,» sa han, «De er forsent ute, et par av Deres kolleger har alt sikret sig byttet.»
En mistroisk professor.
Peter klarte imidlertid at faa ham overbevist om sine gode hensigter, fik ham op ved siden av sig og satte fart paa efter Forden som nu ikke længer kunde ses.
Mens de kjørte fik han et kort referat av begivenheterne.
