beseglet Deres egen dødsdom. Ogsaa uten Deres medvirkning skal vi sikre os vort bytte.»
Derefter foregik tingene med al ønskelig hurtighet.
To vinduer i dagligværelset ved siden av hallen blev knust. Peter slukket lyset og foretok et raskt tilbaketog op trappen sammen med Tatjana.
I hallen hørte de Sibileffs latter.
«Hvad nytter det Dem,» sa han. «Inden 10 minutter er dere vore fanger og jeg antar vi da har midler til at faa rede paa hvor vi skal søke.
Peter og Tatjana gik hurtig ind en liten dør til taarntrappen og stængte den efter sig.
«Peter,» sa Tatjana, da de var kommet et stykke opover den lille mørke trappe. «Jeg er ræd for at du har latt din sans for spændende oplevelser løpe av med dig. Den døren dernede holder ikke længe og hvor skal vi saa gjøre av os?»
Hvis Tatjana hadde kunnet se i mørke vilde hun ha set at Peter smilte tilfreds. Det var regissørens fornøiede smil ved at se at det er lykkedes ham at imponere publikum.
«Du er vel ikke ræd, Tatjana?» sa han. «Jeg forsikrer dig, der er ingen fare paafærde. Husk det er jeg som er helten i denne film. Intet kan tilstøte dig saalænge du holder mig i haanden.»
Tatjana sa ikke noget, men fulgte hans raad.
Opover langs væggen gik et tykt sort jernrør. Peter la øret ind til det og lyttet.
«Alt i orden,» sa han. «Hvad døren dernede angaar saa er det selvfølgelig rigtig hvad du sier, den holder ikke længe, men den har heller ikke nogen
