vite hvad du kan finde for glæde i denne form for tidsfordriv, — jeg anser den som helt meningsløs og bortkastet. Din forøvrig ogsaa i andre henseender meget kjedelige halvonkel Dunraven har i det sisste flere gange forsøkt at faa mig over til Gleneagles for at se paa golfspillet der, men jeg har gudskelov hat karakterstyrke nok til at avslaa, ellers vilde jeg kanske ogsaa mistet denne fordom og det vilde oprørt mig, da jeg endnu ikke anser mig for at være saa gammel at jeg kan kaste alle mine principper overbord, og gud skal vite de har ikke nogensinde vært særlig mange.
Fra det ene til det andet, jeg traf din gamle ven Hilmer hernede, og kan du tænke dig hvor? — Hos ministeren, ja man kan ikke negte, det er en pudsig tid vi lever i.
Jeg hilste ham fra dig og spurte ham hvordan i al verden han var blit buden i saa fint selskap. Den mand mangler humoristisk sans. Han blev rød som en kokt hummer, hvilket ikke forbedret hans ydre, og spurte mig om jeg var av den mening at de eneste «fine» var de lediggjængere som hadde arvet penge og intet bestilte. Jeg svarte ham at jeg ikke hadde tænkt over saken før, men at det sikkert var noget i hvad han sa, og at det i alle fald paa enkelte virket sterkt forsimplende dette stadige jag efter andres guld. Han spurte mig da om min bemerkning var myntet paa ham, men jeg sa ham at det saavidt jeg kunde skjønne ikke kunde virke forsimplende paa ham at jage efter andres mynt.
Som du forstaar, Peter, hadde vi en rigtig belivet
