Peters ansigt lyste op.
«Kommer De virkelig allikevel for at si adjø til mig,» sa han, «det var pent av Dem, jeg var ræd for at jeg ikke skulde finde Dem før jeg reiste.»
«Jeg kommer ikke for at si adjø,» sa Tatjana. «Jeg reiser med Dem. De har ærlig og redelig vundet mig i spil. Jeg er Deres. Det hadde jeg i parentes bemerket vært selv om De hadde tapt.»
«Om forladelse, Tatjana,» sa Peter. «Et øieblik tvilte jeg paa Dem. Det gjorde forresten De paa mig ogsaa, da De bad mig stjæle kronjuvelerne. Nu er vi skvuls, ikke sandt? Aldrig et øiebliks tvil mere.»
Tatjana smilte.
«Jeg kjender Dem ikke, Peter, men jeg er overbevist om at De er en troldmand og at det vilde være dumt at trodse Dem. Hvor skal vi nu?»
«Nu? Ja nu skal vi selvfølgelig til vort lille slot ved Fontainebleau. Flyvemaskinen venter paa os og jeg har git besked om at sætte op lyssignaler paa golfbanen saa vi kan lande der.»
«Og saa tror De ikke Sibileff og hans kamerater vil finde os?»
«Tvertimot,» sa Peter fornøiet, «jeg er sikker de finder os meget snart, men den tid den sorg.»
Peter ga piloten meget nøiagtige instruktioner angaaende landingen, men det er ikke mulig at avgjøre om det var på grund av eller tiltrods for disse at maskinen gjorde en side-slip en 5—6 meter over marken og beskadiget den ene vinge idet den tok bakken.
