Applausen kan nok være en tilfredsstillelse for kunstneren, men en større kompliment til hans geni er dog den aandeløse stilhet i auditoriet som undertiden følger efter en kunstnydelse av særlig sterkt gripende virkning.
Efter Peters dramatiske utpakning av keiserkronen fulgte en aandeløs pause. Ingen var istand til at gi noget vokalt uttryk for sine følelser.
Peter var den første som brøt stilheten.
«Resten av smykkene befinder sig hulter til bulter omkring i kassene,» sa han. «Jeg haaber oprigtig at intet er glemt. Forøvrig gaar jeg ut fra at Deres Høihet ønsker at foreta den videre utpakning av varerne i et andet lokale.»
Storfyrsten henvendte nogen ord paa russisk til Wasilieff som nikket og aapnet en anden kasse.
«Der er en ting til blandt disse saker,» sa Storfyrsten, «som jeg gjerne skulde se med det samme. Siden kan vi fortsætte maaltidet.»
Efter en stunds forløp kom Wasilieff frem med en lang strømpe av et litet tillidvækkende utseende som han overrakte til storfyrsten.
«Kom her hen, min unge ven,» sa denne til Peter.
Peter gik hen til Storfyrsten som reiste sig.
Han var næsten et hode høiere end Peter, skjønt Peter ingenlunde var en dverg.
«Jeg vet ikke,» sa Storfyrsten, «hvilken belønning De ønsker Dem til gjengjæld for hvad De her har gjort.
Uanset hvad De forlanger skal det være Deres saa sandt det staar i min magt at skaffe Dem det. Den belønning som jeg nu ønsker at gi Dem med
