Kort efter stod seks store men høist ordinære pakkasser paa gulvet i den store spisesal.
Blandt selskapet hersket den vildeste forvirring.
Alle snakket i munden paa hinanden paa russisk og fransk. Ti av gangen bestormet Peter med spørsmaal. Andre begyndte uten videre at bryte op kassene.
«Mine herrer!»
Det var Storfyrstens kommandovante stemme som overdøvet levenet og bragte ro i rummet.
«Jeg tør anmode herrerne om at gi hr. van Heeren anledning til at fremvise sine skatte.»
Peter vinket til Wasilieff som sammen med ham gik igang med at aapne kassene.
Det var som sagt vanlige pakkasser med glissent sammenspikrede bord som let lot sig bryte op. Tilsynelatende var kassene fyldt med gamle skidne klær.
Peter hev en ældgammel fettet soldatkappe ut av den første kasse.
«Sandelig var jeg heldig med valget av kasse,» sa han, «her dumper vi ret paa rosinen i pølsen.»
Ut av en tyk uldsveater viklet han Romanovernes juvelprydede keiserkrone.
«Det er mig en stor glæde,» sa Peter, «at kunne overlevere det dekorative om end noget upraktiske hodeplag til dets rette eiermand.»
Med et dypt buk overrakte han keiserkronen til Storfyrsten som forvirret av sindsbevægelse satte den fra sig paa tallerkenen.
Der er enkelte kunstneriske præstationer som lønnes med øredøvende applaus.
